Viva Mexico!

Så kom vi til Mexico! Vi starter først på østkysten, hvor vi ender med at blive en uge i den mindre by Tulum, der viser sig at have rigtig meget at byde på.

Her er vi ude at se Maya-ruinerne Cobá, som ligger ud til østkysten - vi ser lige vores snit til en dukkert og en kold øl :)

Tryllebindende cenotes

Efter allerede en del dyk på rejsen fortsætter vi dykkereventyret i Mexico, som blandt andet byder på grottedyk i såkaldte cenotes. Følgende billeder viser de fascinerende og flere millioner år gamle underjodiske grotter med drypstensformationer og vand så klart, at det føles som at flyve/svæve, når du dykker rundt i dem.  

 Her hopper man I, dykker ned og svømmer så ind i grotterne

 Solens stråler bryder igennem et hul 

Drypstensformationer

 Som sagt: "som at svæve/flyve," da vandet er så klart at du ikke kan se det.

Månelignende grotte. Igen; man ser ikke at grotten er fyldt med vand

Dette billede er fra en grotte, vi gik ned i efter vores dyk

Og så lige et par cenotes mere.. Vi var simpelthen nødt til at dykke i flere grotter. Vores dive master fra de første grottedyk havde talt så godt om nogle andre grotter og vi blev hurtigt overbevist om, at dem kunne vi ikke gå glip af.

Det mest fantastiske dyk var på 32 meter, så pga. kameraet maximun dybde på 12 meter, har vi ikke billeder herfra. Men hold nu op et fantastisk dyk! Der var mange elementer i dykket; bl.a. det at man på vej ned går fra saltvand til ferskvand, dvs. der også sker et mærkbart temperaturskift. Men det exceptionelle sker nede på de ca. 30 meter, hvor der befinder sig en hydrogen sulfid "sky",  som kommer fra gasser fra bl.a. nedfaldne blade og frugter. Og så starter legen!! Vi dykkede ind i skyen, under den, og over den. Den består af mange lag, så det giver en helt speciel og ubeskrivelig oplevelse. Nærmere en beskrivelse kommer jeg vist ikke dette fantastiske fænomen, som iøvrigt kunn kan opleves to steder i verden.

Venner kommer og går

Da vi rejste hjemmefra havde vi ik forestillet os, at vi ligefrem ville komme til at rejse med et andet par i stort set to måneder - selvfølgelig lidt on and off, men mest on :) Tak til skønne Polly og Tom, som desværre skal rejse hjem til England igen.

Vi afslutter de fede måneder sammen over nogle øl i Tulum 

Havskildpadder
Ved stranden Akumal nyder skildpadderne godt af søgræsset, som er tæt ved kysten. Det betyder, at man kan svømme ud fra kysten og bogstaveligt talt svømme rundt blandt skildpadderne. Det er jo et betagende dyr. Så betagende et dyr, at vi et par dage senere igen tager ud til samme strand og gentager successen.

Undervandsmuseem

Efter en skøn uge i Tulem bevæger vi os nord på til Isla Mujeres, som er en ø, der ligger ud fra feriemekkaet Cancun. En lille hyggelig men noget overturistet ø. Nå, men vores formål var simpelt; vi skulle finde et dykkercenter, så vi kunne komme ud til et undervandsmuseum.

Vi fik kigget nærmere på det fede kunstmusuem nede på havets bund. Museet blev søsat (så at sige) i 2010 og er i konstant forandring pga. alger og småfisk, der sætter sig, samt vejrforhold. Det består af en masse skulpturer - målet er ca. 400 og de er allerede et godt stykke derop af. Vi talte dog ikke :)

Der blev også tid til at nærstudere fiskestimer

En ordentlig rokke har camoufleret sig

Goddag Krabbe

Hængekøje og et vidunder

Farvel til Isla Mujeres og afsted ind i landet til den mindre by Valladolid. En by vi tog til fordi den ligger i nærheden af ruinerne Chicen Itxa, hvor en pyramide for nylig blev kåret til en af verdens syv vidundere. Men byen Valladolid var faktisk super fin; flot istandsat og med hyggelige gader - som vi så ikke har billeder af :).

På vej ud til Chicen Itza gjorde vi stop ved dette fængsel, som er kendt for deres håndlavede kvalitetshængekøjer. Efter så længe overvejelser at vi missede bussen videre, fik vi købt en hængekøje. Spekulerer stadig på hvorvidt pengene gik mest til vagten eller rent faktisk gik til den indsatte, der har lavet arbejdet.

Nå, men vi skulle jo videre, så vi stillede os i vejkanten med tommeltotten i vejret. Efter lidt tid i den varme middagssol var der nogen, der forbarmede sig og tog os med til ruinbyen Chicen Itza.

Og her er det så, det omtalte vidunder "El Castillo". Det fascinerende er, at informationer om solsystemet, Toltec og Maya kalender er bygget  ind i denne pyramide. Her er det helt særlige så, at ved jævndøgn skinner solen på pyramidens kanter således, at det giver en slangelignende skygge på pyramidens midte. Helt tilfældigt rammer vi dagen før jævndøgn og får dette fænomen, som får nogle mennesker til at gå helt amok og strømme til, at se (se i venstre side af pyramiden):

Flere ruiner, junglevrål og mere vand

I jagten på flere imponerende ruiner blev næste stop ruinerne Palenque, som var en Maya-by i sin tid sådan små 1400 år siden. Dette område er ikke slet ikke så stort som fx Copan (Honduras), Tikal (Guatemala) og Chicen Itza (Mexico), som vi tidligere på vores rejse har været forbi, men det gør det bestemt ikke mindre værd at besøge. Tværtimod! For i disse ruiner så vi imponerende graveringer, som slet ikke har været at se i de andre ruiner. Desuden var der mange spændende historier, bl.a. omkring en stor grav med en af de store maya-ledere, som er blevet fundet dybt inde i et af templerne - dvs. man har bygget et stort tempel ovenpå graven. Jaja, mindre kunne ikke gøre det! I dag kan man se den kæmpemæssige stenkiste med graveringer og få indblik i, hvordan jadesten og andet fulgte med i det højtstående mayaers grave. Det er også interessante historier omkring, hvordan de pyntede sig med jadested og teser om, hvordan de allerede fra små fik påsat en maske, der gjorde deres ansigt "deform" (det mener man vist, da man i mange graveringer ser, at de store ledere er afbilledet med en underlig formet pande). Det var specielt at sidde der og forestille sig, hvordan lederne fremstod helt overnaturlige, når pøblen gik rundt nede på jorden og kiggede op på de gudelignende ledere i templerne.

Et udsnit af de mange kunstneriske graveringer.

Lige i nærheden af ruinerne ligger en lille regnskovs-flække ved navn El Panchen. Der har været mange specielle overnatninger undervejs og dette er klart et af de steder, der skiller sig ud. Fordi det bare er en oplevelse i sig selv at overnatte i junglen - så gør det lige pludselig ikke noget at blive vækket tidligt, når aberne står op før solen overhovedet har tænkt på det - de er bestemt ikke kede af at gøre opmærksomme på det :)

Vores lille hytte med altan midt i junglen - skønt! Det var vi nødt til at nyde lidt mere, så vi blev nogle dage.

Et kig ud på altanen og man finder Troels igang med at nyde morgensolen med en bog og rødvin i den gule rejsekop :)

Vi tog en dagstur et smut forbi vandfaldet Misol-Ha, hvor Troels tog sig en frisk dukkert..

.. og bagefter videre til Agua Azul, som egentlig minder om Semuc Champey i Guatemala - bare i en mere turistet udgave. Men altså, et utal af små, turkisblå vandfald og kalksten i grønne omgivelser er bare et betagende syn, som man ikke kan få for meget af.

Et smukt sted at stoppe op og tage sig lidt tid til eftertænksomhed!

Til kamp for rettigheder og til kamp mod parasitter!

Næste stop blev mødet med endnu en flot koloniby; San Christabal de las Casas. Efter kolonibyen Antigua i Guatemala skal der en del til at overså. Og det gjorde San Christabal de las Casas ikke efter vores mening, men helt sikkert en charmerende by, som giver Antigua kamp til stregen. Ikke mindst ift. det kulturelle udbus med koncerter, caféer og byliv. Vi boede på et super hyggeligt hostel med morgenyoga og afslappet stemning, så en lille uges tid blev det hurtigt til her. Faktisk viste det sig, at en af min veninde Royas bekendte boede på samme hostel - sådan er den store verden nogen gange også lille! Her ses et billede af byen, som er udgjort af et hav af sådanne hyggelige gader.

Noget som gjorde helt særligt indtryk i dette område er indianernes (ovenvejende dem ude i landområderne) kamp for sine rettigheder - de kalder sig for Zapatista-bevægelsen eller mere officielt: "The Zapatista Army of National Liberation" ("EZLN" er den spanske forkortelse). Det er en revolutionær gruppe, som siden 1994 har været i erklæret krig mod staten, som lover dem beskyttelse men slet ikke overholder det og som ofte går imod deres ønsker - dog skal det nævnes, at det er en forholdvis fredelig krig. Det er en guerillabevægelse, som startede som mere militærkamp, men i dag føres der mere en politisk kamp mod neoliberalismen og jordreformen. En aften så vi en dokumentar omkring hele udvikligen og det er virkelig interessant og ikke mindst relevant. Det er så sejt, hvordan sådan en undertrykt grupper på trods af store konsekvenser står sammen om at ændre forholdende, fx. ret til at få mere udbytte af områdets ressourcer. Og sørgeligt hvordan staten handler helt udenom disse mennesker. 

En af vores ynglinscaféer serverer lokalt mad, har zapatistaer ansat og overskuddet går til bevægelsens kamp mod styret. Lige et par billeder af caféens udsmykning:

En fotograf har fulgt Zapatistaerne på tæt hold og har taget nogle helt fantastiske billeder:

Gå evt. ind og læs om bevægelsen på: http://www.zapatistarevolution.com

Fra én kamp til en anden kamp; opgøret med flere ugers maveonde. San Christobal de las Casas blev byen, hvor flere ugers maveonde spidsede til og jeg til sidst blev nødt til at komme til en læge. Har altid tænkt, at jeg har været utrolig heldig på mine rejser ift. de historier man hører, men nu var det  altså godt nok blevet min tur til at stifte erfaring med.. parasitter!! Puha! Nå, men en efter en uge med indtagelse af to slags medicin kom jeg heldigvis ovenpå igen og Troels fik en kæreste med mere overskud tilbage :)

Gamle ritualer

Men det var trods alt ikke værre end at vi kom lidt ud at se på området omkring San Christabal de las Casas. Og heldigvis for det, for sikke en oplevelse, der ventede os i kirken i byen San Juan Chamula. Da vi trådte ind i kirken blev vores nysgerrighed først optaget af, hvad det dog var de små grupperinger af farveklædte, knælende indfødte lavede rundt omkring på gulvet, som var helt umøbleret og dækket med fyrretræsgrene. I det store rum var der hele vejen rundt langs væggen store udklædte statuer i træ af helgener. Overalt var der levende lys, små sodavandsflasker og en duft af røgelse. Engang imellem hørte vi lidt lyde, som lød som høns. Vi listede stille rundt og satte os på et tidpunkt ved en af grupperne bestående af tre kvinder og betragtede den seance, de havde gang i - vi var tilsyneladende havnet midt i en healing-ceremoni. Vi tolkede situationen som at en "klog/medicinsk" gammel kone var igang med at helbrede en ung kvinde fra noget. Vi kunne jo ikke spørge dem, hvad det drejede sig om, men vi gættede på barnløshed eller hjælp til et stort skift i livet. For stemningen var ikke sådan gravalvorlig så man tænkte, at det drejede sig om sygdom. Den tredje kvinder tror vi var den unge kvindes mor. Den gammel kone havde foran dem sat et hav af små, tynde starinlys op i forskellige farver. Det foregik ved at hun tændte et lys, dryppede et par dråber på gulvet og satte lyset der direkte på gulvet. Hun lavede flere rækker - der var nok 50 lys. Derefter satte hun en masse små glas op og fyldte dem op med hhv. orange og lilla fanta. Så gik hun ellers igang med at chante en hel masse med små pauser indimellem, hvor hun sagde lidt til pigen. Sådan stod det på i nok tyve minutter. Pludselig trak moderen en sprællevende høne frem og gav til den kloge kone, som chantede videre mens hun kørte hønen henover lysene og derefter henover og omkring den unge kvinde. Så tog hun fat om hovedet på hønen og drejede halsen om på den. Bare lige sådan - lige der! Stemningen var let og smilende og den unge kvinde skulle så afslutte med at drikke af de små glas med sodavand.

De andre grupper rundt om i  kirken havde gang i samme ritual - nogle steder med en mere alvorlig stemning.  Man kunne se at flere høns havde måtte lade livet.

Det var en hel igennem special og underlig oplevelse. Vi fik efterfølgende fortalt, at ritualet slutter med, at man tager hønen med hjem og begraver den - så tanken er vist, at man påfører hønen ondskaben. Derfor må den ikke spises, for så er man jo lige vidt :)

Det var helt bandlyst at tage billeder inde i kirken, så det kan kun blive til et billede af kirken udefra:

Hippier, yoga og nøgenbadning

Som så mange af de steder, vi har endt, var Mazunte ikke et sted, vi kendte til, men da vi hørte om det fra andre rejsende måtte vi bare dertil. Det var hele uden tvivl de næsten 600 km. fra San Christabal de las Casas værd.

Vi fandt et hostel på toppen af en skråning. Her har jeg taget et billede af udsigten ide fra vores værelse; Troels og strand - bedre udsigt kan ikke forestille mig :)

Dagene gik med gåture langs den flotte strand, læsning i hængekøjen, yoga og flotte solnedgange. Det er det ultimative hippieområde i Mexico. Det betyder også, at der er en dejlig åben og afslappet stemning og at nøgenbadning er the way to go - en skøn og befriende oplevelse at være i Mazunte, som vist blev til en fem dage.

En af dagene hoppede vi og en flok andre rejsende med en lokal båd ud g finde havskildpasser og se delfiner. Der var virkelig mange havskildpadder til at starte med, men lige pludselig dukkede ingvinerne også op og Troels fangede dette billede:

Nuvel. Turen handlede om dyrelivet i vandet, men der var altså også et flot syn, når man vendte linsen op mod himlen:

Kultur og mad

Efter skønne dage ved kysten tog vi ind i landet til Oaxaca, som klart blev vores favoritby i Mexico. Byen er fuld af kultur i form af museer, udstillinger, karneval og markeder og stort set hver aften er er der musik på byens hovedtorv. En rigtig stemningsfuld by!

Først et par billeder af en af den flotte og meget imponerende kirke Santo Domingo de Guzmán:

Elsker detaljen med kraniet under armen :)

En lille pige er med sin mor på gademarked for at sælge strik og andre håndlavede ting. Hun var så sød og charmerende og fandt tilsyneladende god underholdning i os.

Oaxaca er kendt for sin mad-"scene", hvilket vi også nød rigtig godt af. Nu blev backpackerstilen lagt hylden for en stund og vi tog på restauranter med hvide duge:

Troels prøver tortillas med græshopper

Når vi nu ligesom befandt os i Mexicos madmekka, besluttede vi os for at tage et madlavningskursus. Først tog vi på markedet med vores kok (i den røde trøje). Der skulle købes et hav af forskellige chillier og andre ingredienser, så vi kunne lære at lave 'mole', som området er særligt kendt for - en sauce der består af omkring 30 ingredienser:

"Bland selv" græshopper, biller, etc - dette købte vi dog ikke lige til vores madlavning.

Så er vi i fuld gang :)

Voila!

Død og genfødsel

I Mexico, og særligt i Oaxaca, fornemmer man et andet forhold til døden end vi typisk er vant til i den vestlige kultur. Fx. fejrer de allerhelgens aften med en fest for de døde på kirkegårdene. Også i kunsten har døden sneget sig med ind, hvilket betød at vi fik købt ret sejt og anderledes kunst med hjem, bl.a. et farverigt kranie og juletræspynt i form af skeletter, der spiller banjo. 

Disse tog herlige personer bød os velkommen ind i en butik:

Da de spanske erobrere i sin tid kom til Mexico fandt de en masse af disse "ovne" rundt omkring. Da de ikke ville finde sig i denne form for overtro eller eller hvad det nu var, der fandt sted i disse "ovne", forbød de dem. Men heldigvis kan et forbud ikke bare sådan lige feje en gammel tradition af vejen. "Ovnen" kaldes tasmazcal og er en form for en svedhytte, som bliver brugt til healende ceromonier. Den søde dame på billedet bød os ind i hendes tasmazcal og førte os igennem et helligt renseritual, der mundede ud i, eller ihvertfald skulle fremme, spirituel genfødsel. Det var en hel unik oplevelse fyldt med diverse ritualer såsom at kravle ind i svedhytten på en bestemt måde og blive slået med urter. Vi skulle også spille på instrumenter, synge og ligesom skubbe al ondskab ud igennem "skorstenen" og gentage nogle uforståelige ord på spansk. Tasmazcal'en symboliserer en livmoder og efter at have været derinde og blive renset, var vi så klar til genfødsel. Så vi kravlede ud (efter tydelig instrukser) og blev overspulet med koldt vand, mens vi skulle råbe vores navn af vores lungers fulde kraft. Sikke en omgang. Det var rigtig skørt og skønt - måske særligt skønt fordi det blev sluttet af med, at vi hver fik en hel fantastisk kropsmassage.

Et ordentligt træ og et størknet vandfald

Oaxaca var skøn og vi blev hængende og tur en dagstur, hvor vi bl.a. kom forbi det bredeste træ i verden:

Højdepunktet var dog "Hierba el Agua", som er stenformationer, der ligner et størknet vandfald:

Lige et par billeder mere fra det smukke område

Mexico City

Sidste stop i Mexico blev i en af verdens største byer: Mexico City. Man har ikke været i tvivl om hærens afgørende rolle i Mexico. Det kan godt være, den ikke kan kontrollere narkorelaterede opgaver, men den er flere gange blev sat ind som "løsning", fx. når zapatistaerne i San Christobal de las Casas kæmper for sine rettigheder, hvilket der går grusomme historier om. Her fik vi lige et syn af "ordensmagten":

Den ældste og største katedral i amerika: Mexico City Metropolitan Cathedral. Kæmpemæssig er ordet. Den lider fra blød undergrund, så den er skæv indeni. Et andet anderledes element, som vi ikke er vant til at se, var denne sorte jesusskulptur:

Kultur skal helst opleves i dets oprindelige omgivelser, men når Mexico nu er så stort, så er det på sin plads at tage på det antropologiske museum og på den måde få indblik i Mexicos forskellige regioner. Et meget gennemført museum både hvad bygning og indhold angår. Følgende billede er af et skilt fra museet og siger rigtig meget om betydningen af koloniseringen af Mexico og latinamerika i det hele taget - det er man slet ikke i tvivl om, når man rejser rundt:

Pyramider

Pyramider hører ikke kun Egypten til. Udenfor Mexico City ligger solens og månens templer, som er nogle af de største pyramider i latinamerika. Soltemplet er listet som syvende største pyramide i verden (225 m. bred og 75 m. høj) og er dateret til at første del blev bygget omkring 100 e.Kr. 

Efter sigende var det her, ifølge aztekerne, at guderne skabte månen og solen. Det betyder også, at det er et helt særligt sted, som man ifølge vores guidebog skulle undgå ved jævndag, hvor tusindevis strømmer til - det læser vi så først i bussen på vej der ud under jævndøgn :) Nå, men det betød at vi fik set interessante ritualer med at danse i hvidt tøj og chante foran soltemplet. Vi "besteg" pyramiden, hvilket ikke var så lidt hårdt i den bagende sol, og her på toppen stod alle med armene i vejret i solens retning, da der lige netop under jævndøgn skulle være en hel speciel energi.

Nedenfor ses en af "danserne":

Farvel skønne, skønne Mexico - vi kommer tilbage!!