Colombia - en buschauffoer og en doed gris

En lille maanedstid blev det til i skoenne Colombia. Et land jeg var spaendt paa at rejse i, da det jo foerst for nyligt er blevet fjernet af udenrigsministeriets hjemmeside over lande, de fraraader at rejse til. Udover historier fra andre rejsende (som man jo stoeder paa i de fleste lande) og en episode, hvor to betjente koerte forbi paa motoorcykel - den ene betjent styrede motorcyklen og den anden sigtede med sin pistol efter en bil paa flugt - saa var Colombia helt igennem et skoent land. De lokale var meget venlige og utrolig glade for, at der endelig begynder at komme flere turister til det land, som de selv anser for det mest fantastiske land. Og det er af en grund. Det har saa meget at byde paa: flotte strande, smukke kolonibyer, bjerge, oerken, jungle og ikke mindst noget af det bedste kaffe, man kan forestille sig.

Hovedstaden Bogota har jeg skrevet lidt om i et tidligere indlaeg. Vil dog ogsaa lige vise et billede fra en saltkatedral, jeg besoegte et par timers koersel fra Bogota. Det er en tidligere saltmine, der er omdannet til en kaempemaessig katedral.

Efter Bogota tog jeg til kaffeomraadet naer byen Salento. Disse viste sig at blive mit absolut hoejdepunkt i Colombia. Ville bare lige tjekke det ud et par dage, men det endte med at blive en lille uges tid - man vil simpelthen bare ikke derfra igen.

Tog bl.a. paa en hike til denne smukke nationalpark, med disse finurlige fredet voks-palmer:

Jeg boede paa en bjergtop med smuk udsigt udenfor den lille, hyggelige by Salento, hvor nedenstaende billede er fra. Det er en tradition over hele Colombia hvert aar en bestemt weekend i december at fylde gaderne med stearinlys. Det skabte saadan en hyggelig stemning. 

Hovedaarsagen til at jeg tog til kaffeomraadet var selvfoelgelig at besoege en kaffefarm. Efter en to timers hike kom vi (jeg og et par piger, som vidste sig at blive mine rejsebuddies de naeste par uger) til den skoenneste lille oekologiske kaffefarm gemt blandt bananpalmer paa en bjergskraaning. Dette var udsigten fra farmens stue:

Den lille familie, som ejer stedet, var saa soed og en oplevelse i sig selv. For dem handlede det om at udleve deres passion for kaffe og at goere det paa den mest naturlige vis.

Vi blev vist rundt i den lille taette plantage, som bestaar af alle mulige slags planter og traeer og selvfoelgelig ogsaa kaffeplanter indimellem. OG sa gik vi ellers igennem hele processen med at plukke de roede baer, faa skraellen af og..

toerre og..

riste og..

brygge og..

DRIKKE :)

Billedet her viser en blandt mange smukke solnedgange udover kaffeomraadet

Fik langt om laenge loesrevet mig fra skoenne Salento og saa gik turen til Medellin: Colombias anden stoerste by, som er kendt for narkosmugleren Pablo Escobar, de vildelste julelys i december og for at vaeret stedet, hvor du altid kan finde en fest og danse salsa.

Der skal lige et billede med af pigerne Kerri og Gina, som som sagt endte med at blive mine rejsemakkere i et par uger. Her er vi havnet til stor reggeaton-koncert paa et af Medillins pladser.

Man har ikke vaeret i Meddellin uden at ha vaeret pa en Pablo Escobar-tur, saa det tog vi til den efterfoelgende dag. Det var en meget informativ tur; den mand var jo ekstrem og havde uhyggeligt meget magt! Desvaerre ingen billeder at vise fra turen (sandheden er at jeg havde for slemme toemrermaend til at tage billeder).

Tilgengaeld kommer der her et eksempel paa, at julen bestemt ikke gaar ubemarket forbi i Medellin. Tivolis julelys er ikke engang i naerheden af det.

I det nordlige Colombia paa den caribiske kyst ligger Tayrona national park med skoenne strande og hvad der dertil hoerer af smukke sol op- og nedgange. Det blev til en par dage der med trekking til otte forskellige betagende strande og overnatning i haengekoeje.

Godmorgen Colombia!

Naa ja, og titlen paa indlaegget - den kraever vist en forklaring:

Jeg er kommet paa en lille overfyldt minibus med en fartglad chauffoer - det er nu ret normalt. Men pludselig lyder der et ordentlig dunk og bussen bremser vildt op. Det viser sig, at vi har koert intet mindre en en kaempe gris ned. Bom! Saa er man paa vej.

Et par timer senere holder bussen ind paa en busstation. Med en tom mave og udsigt til endnu tre timer i bussen oejner jeg chancen for hurtigt at smutte ud og koebe lidt mad. Mindre end et par minutter senere vender jeg tilbage til bussen, som er.. VAEK! Koert med ALLE mine ting. Saa kom pulsen godtnok igang. Man ser mig panikke og loebe i cirkler og paa gebrokkent spansk at forklare, at min bus er koert og at jeg intet har nu. Dette scenarie naar at staa paa i fem minutter indtil jeg pludselig ser bussen komme tilbage ind paa busstationen. Allerede paa lang afstand kan jeg hoere buschaffoerens hoejlydte latter. Han var mildest talt graedefaerdig af grin. Hvilken lige i stituation rigtig daarlig joke!! Men der gik ikke langt tid, for frygten havde lagt sig og jeg ogsaa begyndte at grine med buschaffoeren..

Busturer i udlandet er som tidligere naevnt aldrig kedeligt!